Friis-Holm Chokolade
Mød en af vores rollemodeller for virksomheder i Region Sjælland: Friis-Holm Chokolade A/S. Friis-Holm Chokolade er historien om en gourmet, der ønskede at skabe verdens bedste chokolade – bedst i smag og for verden. Om en ildsjæl der, med fokus på kvalitet frem for kvantitet, har formået at blive den regerende verdensmester i chokolade.
Friis-Holm Chokolade
Ideen til Friis-Holm Chokolade blev sået i slutningen af 90’erne i Californien, hvor Mikkel Friis-Holm, der er uddannet kok, indledte et samarbejde med Scharffenberger Chocolate. Herigennem kom han i 2007 i kontakt med Danida og et kakaoprojekt i Nicaragua. Projektet gik ud på at få kakaobønderne til at dyrke kakaobønner af en høj kvalitet, som derfor også var naturligt dyrere og ville medføre en højere indtjening for kakaobønderne. Mødet blev startskuddet til Friis-Holm Chokolade, der i dag eksporterer chokolade til hele verden.
Fra bønne til bar
Friis-Holm Chokolade blev grundlagt i 2014 med hjælp fra små investorer og Vækstfonden. I 2015 løb den første danskproducerede chokolade gennem chokoladefabrikken i Hvalsø, og siden er alt blevet produceret i Danmark.
Chokoladefabrik
Chokoladefabrikken flyttede i oktober 2019 fra 150 kvadratmeter i Hvalsø ind i en 700 kvadratmeter stor ny bygning i tilslutning til Herslev Bryghus. Den nye chokoladefabrik blev til via en kampagne sammen med Herslev Bryghus og Coop Crowdfunding, hvor det, på blot fire timer, lykkedes at rejse en million kroner.
Friis-Holm og Herslev Bryghus har indgået et producentsamarbejde, hvor der er fokus på bæredygtighed, økologi og social ansvarlighed, og hvor oplevelsesøkonomien spiller en markant rolle.
Smagen i fokus
Mikkel Friis-Holm tager udgangspunkt i den enkelte kakaobønnes egenskaber, som får lov til at definere smagen på chokoladen.
International Chocolate Awards
Friis-Holm Chokolade har vundet adskillige priser ved International Chocolate Awards - verdens største og eneste uafhængige chokoladekonkurrence.
Sjællands Udviklingsalliance
Mikkel Friis-Holm er medlem af Sjællands Udviklingsalliance og ser medlemskabet som en mulighed for at skabe yderligere fokus på bæredygtighed og kvalitet.
Vil du, ligesom Mikkel Friis-Holm, være medlem af Sjællands Udviklingsalliance, så kan du gøre det her: Bliv medlem af Sjællands Udviklingsalliance | Læs hvordan her (sjua.dk)
Om Friis-Holm Chokolade
Friis-Holm Chokolade blev grundlagt i 2014 af Mikkel Friis-Holm og er baseret i Herslev. Mikkel Friis-Holm er medstifter af Direct Cacao, som er en organisation, der arbejder for en mere ligeværdig samhandel med kakaobønder ved at undgå mellemhandlere og betale en fair pris for bønner.
Mikkel Friis-Holm har skabt en chokolade, som har vundet adskillige priser ved International Chocolate Awards - verdens største og eneste uafhængige chokoladekonkurrence.